ClimateDebate

Udtalelse fra FN-forbundets næstformand, Torleif Jonasson, i forbindelse med udelukkelsen af civilsamfundet fra COP15:

Så sent som lørdag gik op mod 100.000 mennesker fra hele verden på gaden her i København for at vise politikere og ministre, at vi ønsker en stærk og retfærdig klimaaftale. Connie Hedegaard tog som formand for forhandlingerne med slet skjult begejstring imod med ordene: ”Tak for Jeres skub og Jeres støtte.”  

Kun to dage senere meddeler UNFCCC, at antallet af civilsamfundets repræsentanter under klimaforhandlingernes slutløb denne uge vil blive reduceret til 1.000 torsdag, fredag til bare 90.  

Hvad det betyder i praksis er, at civilsamfundet – der i forvejen har haft svært ved at komme til orde op til og under klimaforhandlingerne – bliver henvist til anden række og de facto udelukkes fra at overvåge beslutningsprocessen og medvirke til et godt resultat. 

FN-forbundet er dybt forundret overfor dette træk fra UNFCCC’s side. Selvfølgelig skal der være plads til de mange stats- og regeringsledere, der kommer ind fra alle verdens hjørner for at stå på talerstolen. Men for en organisation, der bygger på dét fundament, der lyder ’We, the Peoples of the United Nations’ må og skal civilsamfundet inddrages!

Tusindvis af verdens borgere er rejst til København her i december for at lade deres stemme høre – i håbet om at netop deres stemme bliver hørt i de politiske forhandlinger, der foregår lige nu.

En god håndfuld af dem har vi haft på besøg her på FN-forbundet i denne uge. Heriblandt fra Finland, Brasilien, Tanzania og Indien, hvad der til tider har været ret underholdende for os her på sekretariatet. Eksempelvis at præsentere fænomenet æbleskiver for en meget skeptisk inder (der dog blev så overbevist om æbleskivens kvalitet, at hun fik en pose med hjem). Eller tanzanianeren, iklædt stor og farverig Manchester United-jakke og hue, der egentlig var pænt ligeglad med fodbold, men syntes, det var meget koldt i Danmark, og meget kan man sige om briterne, men de forstår sig på at lave vinterovertøj.

Men dét til en side, så står alvoren bag tal-legene og forhandlingsspillene i Bella Center lige pludseligt meget klar, når man sidder over for dem, der rent faktisk mærker klimaforandringerne i deres hverdag og ser, hvordan det landskab, de er vokset op med, ændres i takt med den globale opvarmning.

Der er brug for det etablerede diplomati, der i øjeblikket kører for fuldt blus lige her midt i København (selvom det er helt derude på Amager). Men der er sandelig også brug for stemmerne fra sidelinjen. Nogle gange tænker jeg, det ville være sundt for alle embedsmændene og deres ministre at komme lidt væk fra de bonede gulve og måske – oh ve – uden for murene? Måske de ville møde nogle af alle dem, der lever med konsekvenserne af klimaforandringerne i hverdagen? Måske en fair og ambitiøs klimaaftale så ville komme ét skridt tættere på?